Der er mange fordele ved at gøre sin arbejdsplads mere åben og attraktiv for mennesker med psykiske lidelser. Det vil for det første skabe muligheden for at tiltrække langt mere arbejdskraft til sin virksomhed og forskning viser også, at det er med til at skabe en mere åben og empatisk arbejdskultur på arbejdspladsen, hvor man lytter til hinanden og tør tale om det der kan udfordre ’en, hvorved fx. stress m.m.  kan tages i opløbet og langtidssygemeldinger undgås eller reduceres.

Det bliver således en langt mere vi-orienteret tilgang – hvor man løser udfordringerne sammen fremfor den mere individorienteret arbejdskultur, hvor det er det enkelte individs anliggende selv at løse sine arbejdsopgaver og overkomme de vanskeligheder, som måtte opstå i den sammenhæng. Det er velkendt, at netop den  individorienteret tilgang, for mange mennesker, kan skabe længerevarende sygemeldinger og blandt andet medføre udviklingen af stress og psykiske lidelser som fx depression, angst m.m.

Arbejdspladser der tilpasser sig og udviser forståelse for mennesker med psykiske lidelser, kan således skabe en mere inkluderende og psykologisk tryg arbejdsplads for alle medarbejdere.

Andre fordele ved at åbne sin arbejdsplads mere op for mennesker med psykiske lidelser er en øget mangfoldighed som potentielt kan føre til fornyede indsigter, nye ideer og måder at gøre ting på, som kan være berigende for både virksomheden og de øvrige ansatte. Nogen kalder det ”krøllede hjerner” eller ”popcorn hjerner”– med henvisning til, at en person måske er meget kreativ, iderig og god til at tænke uden for boksen. Det kan også være, at man er meget detaljeorienteret og særligt god til at sætte ting i system eller effektivisere arbejdsgange m.m. 

Gør en forskel og red liv
Udover de allerede beskrevet fordele er det også en god samfundsgerning og det rigtige at gøre. Det er en mulighed for at gøre en kæmpe forskel i nogle udsatte menneskers liv, og man  kan med en forholdsvis lille indsats være med til at redde liv. Ifølge en artikel fra ugeskrift for læger, mener psykiater Merete Nordentoft at op mod 90 procent af alle selvmord i Danmark,  bliver begået af mennesker med en psykiatrisk diagnose eller sagt på en anden måde, at 9 ud af 10 selvmord skyldes psykisk sygdom. En betydelig del af disse begås desværre også af helt unge mennesker, som ikke får den hjælp og støtte, som de har brug for. Alt for mange unge mennesker bliver tabt i systemet og ender på førtidspension, når de bliver myndige. Dette medfører ofte meningstab, social isolation, ensomhed og misbrugsproblematikker – faktorer som alle er med til at forværre den psykiatriske diagnose eller skabe grobund for tillægsdiagnoser som fx. angst og depression.

Der er i Danmark 550- 600 mennesker som begår selvmord om året. En betydelig del af disse, er som ovenfor beskrevet, psykisk syge. Det kan vi som samfund og fællesskab ikke være bekendt – Det må vi sammen kunne gøre bedre. Selvmord og selvmordsforsøg sker som oftest i desperation og som følge af isolation, ensomhed, meningstab, opgivelse og håbløshed. Ingen kender det præcise tal for, hvor mange der forsøger at begå selvmord, men dette tal er signifikant højere og antages at være flere tusinde om året.

Når et menneske begår selvmord, er det altid en tragedie og en ofte uventet ulykkelig hændelse som fremkalder dyb sorg hos de efterladte. Mange efterladte sidder tilbage med en oplevelse af, at det måske kunne have været undgået, hvis personen havde fået den rette hjælp og støtte i tide - En samfundsopgave, som man som pårørende ikke egenhændigt kan løse.

"I 1998 blev min mor desværre en del af statistikken, da hun valgte at tage sit eget liv og lige som så mange andre efterladte, sad jeg tilbage med en oplevelse af, at fællesskabet svigtede. Man kan ikke ændre fortiden, men vi kan sammen forsøge at gøre det bedre og hjælpe flere mennesker med psykiske lidelser ind i fællesskabet, bl.a. ved at skabe arbejdsmiljøer, som de kan trives i".

Mennesker med psykiatriske diagnoser har ligesom alle andre mennesker brug for at være en aktiv del af samfundet og indgå i daglige meningsskabende aktiviteter, at bidrage med noget og være en del af fællesskabet. Men det er tilsyneladende svært for jobcentrene at få skabt bro mellem arbejdsmarkedet og mennesker med psykiatriske diagnoser, og for alt for mange lykkes det ikke, Hvilket utilsigtet kan bidrage med flere nederlag, opgivelse og håbløshed. Årsagerne til dette kan være mange. Tit ved jobcentrene ikke nok om nerurodiversitet og de forskellige psykiatriske diagnoser, og får heraf ikke sendt dem hen et sted, hvor de med stor sandsynlighed kan lykkes. Tit er arbejdspladserne heller ikke klædt godt nok på, til at lave de tilpasninger, der er nødvendige, for at understøtte medarbejderen bedst muligt.

Psykisk sygdom behøver ikke at være en hindring for at få et arbejde, hvis personen modtager den rette behandling, hensyntagen og støtte. Det er muligt at skabe de rette rammer, der er tilpasset til medarbejderens funktionsniveau, ressourcer og behov.